Thomas Frank og Brentford leverede en mindre sensation, da holdet fredag slog Arsenal med 2-0 på hjemmebane i klubbens første Premier League-kamp nogensinde. Danske Christian Nørgaard scorede kampens sidste mål.
Premier League-debutanter gik efter overraskelsen
Fredag aften tog Brentford – med danske Thomas Frank i spidsen – imod Arsenal i Premier League-premieren. Brentford havde danske Christian Nørgaard og den tidligere FC Midtjylland-profil Frank Onyeka med i startopstillingen, og sammen med resten af Brentford-holdet skulle de forsøge at sikre sig klubbens første Premier League-point i den nye sæson.
Arsenal var klare favoritter forud for kampen, og det var da også Mikel Artetas tropper, der lagde bedst fra land. The Gunners satte sig hurtigt på spillet, men Nicolas Pepe og co. havde problemer med at ramme målet, når de fik chancen, og det gav plads Thomas Franks mandskab i den anden ende.
Brentford bragte sig foran med 1-0 efter 22 minutters spil, da Ethan Pinnock erobrede bolden på midten af banen og sendte bolden videre offensivprofilen Sergi Canos, som tog sagen i egen hånd.
Spanieren udplacerede Arsenal-keeper Bernd Leno med et resolut spark i det korte målhjørne, og så kunne jublen ellers bryde løs på Brentford Community Stadium.
Der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, og de to mandskaber kunne dermed gå til pausen ved stillingen 1-0.
Bech og Nørgaard sikrede Brentford sejren
Kampens anden halvleg startede på samme måde som den første, og Arsenal pressede nu Brentford helt i bund i forsøget på at score det udlignende mål.
The Gunners havde flere gode muligheder for at score, hvor blandt andre Emile Smith Rowe markerede sig med et flot forsøg. Ind ville bolden dog ikke, og i stedet var det Brentford, der kunne udbygge føringen.
Efter 73 minutter fik Brentford et indkast i banens venstre side, og det tog danske Mads Bech sig af. Bech kastede bolden hele vejen ind i feltet, og via sidste sæsons Championship-topscorer, Ivan Toney, landede bolden hos Christian Nørgaard, som ubesværet kunne heade bolden i mål til stillingen 2-0. Sensationen var indenfor rækkevidde.
2-0-scoringen slukkede Arsenals håb, og Nørgaards kasse blev også kampens sidste. Dermed kunne Brentford sætte de tre første point på kontoen, og Frank og co. kunne nok ikke ønske sig en bedste start på tilværelsen i Premier League.